De nye regler omkring udsætning af ænder udsat til 2008

Vildtforvaltningsrådet indstillede på sit møde den 13. marts enstemmigt, at en ny bekendtgørelse om udsætning af ænder først træder i kraft pr. 1. januar 2008. Dermed ligger det fast, at grænsen i år fortsat er 50 kvadratmeter vandspejl pr. udsat gråand/ælling.

- Grunden til, at den nye bekendtgørelse først skal gælde fra næste år er, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i denne sæson gennemfører feltundersøgelser af vandhuller, hvor der udsættes gråænder, samt det sene tidspunkt - opdrætterne er jo allerede i gang med opdræt, ligesom bestillinger er afgivet fra jægerne, siger formanden for Danmarks Jægerforbund, Ole Roed Jakobsen.

Kursus – også for andeudsættere
Vildtforvaltningsrådet vedtog i samme omgang også at anbefale miljøminister Connie Hedegaard, at på samme vis, som når der pr. 1. april 2010 kræves et kursus for at udsætte mere end én fasan/agerhøne pr. hektar, så kræves der også et kursus for andeudsættere, når der udsættes mere end 100 ænder.